Om Rosenholm Slot & slægten Rosenkrantz. 

Slottets opførelse


Rosenholm Slot opføres i en tidlig renæssancestil (gotisk renæssance), byggeårene er 1559 – ca. 1610.
Jørgen Rosenkrantz starter med at grave voldgravsanlægget og opføre Østfløjen.

Slottet opføres i flere etaper, i en trapezform. De særprægede gavle er med til at give bygningsanlægget et ensartet præg.

Østfløjen er den der er bygget først. Den er den højeste af de fire fløje, og er flankeret af to kuppelformede tårne. Det bemærkelsesværdige ved den fløj er at den oprindeligt er opført med en åben loggia (søjlegang) ind mod gården. Den blev dog hurtigt muret til – sikkert efter den første danske vinter. Man må alligevel beundre, at arkitekten har været i stand til sælge ideen om en åben loggia til danske ridder Jørgen. Står man i gården kan man stadig tydeligt se hvor åbningerne har været.

Vestfløjen er klart inspireret af fransk renæssancearkitektur med en stærk leddeling af huset. På pavillonerne er anvendt samme type gavle som til østfløjen, hvilket er med til at binde huset sammen. Senere blev Nordfløjen opført, og ind mod borggården har bygmesteren givet den et særligt præg – et muret bånd udført i et mønster, der minder om sildebensmønster. Med opførelsen af Sydfløjen i ca. år 1610 var slottet fuldendt.

Rosenholm Slotskapel er en privat kirke beliggende på Rosenholm Slot. Kirken blev indrettet 1604 af den lærde Holger Rosenkrantz. Det var et af de tidligste private huskapeller i Danmark, der ellers kun blev set på de kongelige slotte.

Slægten Rosenkrantz


Ridder Erik af Hveringeholm skulle i sin tid ca. 1350, have draget til Rom og af Paven modtaget den rosenkrans, som senere gav slægten sit navn. (Rosenkransen er ikke afbilledet i selve våbenskjoldet, men ligger som en krans i hornene, på den hjelm, der ofte vises i sammenhæng med våbenskjoldet.) Slægtsnavnet blev dog først almindeligt i 1524, efter Frederik den 1.s forordning om at antage faste familienavne.

Slægten var fra slutningen af 1400 tallet en fast bestanddel af den politiske elite i Danmark og er en af de familier, der har leveret flest medlemmer til Rigsrådet og andre førende stillinger indenfor det politiske liv. Fra Christian den 4.s første leveår frem til han blev myndig, var det således Jørgen Rosenkrantz (1523 – 1596), der reelt styrede Danmark i samarbejde med de to andre adelige familier.

Jørgen Rosenkrantz var også den person, der påbegyndte Rosenholm i 1559. Sønnen Holger (1572 – 1642) også kaldet ”lærde Holger” er nok en af slægtens mest kendte medlemmer. Udover i en periode at være statsminister, førende kulturpersonlighed, uddannede han andre adelige familiers sønner på sit lille universitet ude i parken kaldet ”Pirkentavl”. Denne lille pavillon bliver betragtet som det første universitet i Jylland. Det er vanskeligt i få ord at beskrive slægtens udvikling op gennem historien, det er dog karakteristisk, at den forsætter med at beklæde betydningsfulde og politiske embeder helt frem til forrige århundrede. Den sidste betydningsfulde post var besat af lensbaron, kammerherre, hofjægermester Hans Carl Oluf Rosenkrantz (1870 – 1936), der fungerede som nationalbank direktør.

Shakespeare, Rosenkrantz og Gyldenstjerne


Nogle danskere har måske undret sig over, at Shakespeare i Hamlet hovedsageligt bruger græske navne såsom Laertes, Polonius, Ophelia osv, da stykket jo foregår i Danmark. To danske adelsslægter har dog sneget sig ind på rollelisten: Rosenkrantz og Gyldenstierne, hvilket har gjort disse to familie navne internationalt berømte.

Slægtskrøniken beretter, at dette skyldes, at de to unge herrer var på studietur i England, da Shakespeare skrev sin berømte tragedie. Her mødte de den store forfatter på en kro, og efter mange fyldte pokaler var behørigt tømt, fik Shakespeare ideen til at flytte historien fra Grækenland til det mærkværdige og åbenbart temmelig dystre Danmark.

Gyldenstiernes værelse, der i gamle dage var Rosenholms stateligeste gæsteværelse, har sit navn fordi Gyldenstiernerne, fra nabogodset Møllerup, boede her, når de overnattede på Rosenholm. (Det er også det værelse der er mest besøgt at spøgelser. I gamle dage lagde man uønskede gæster i dette værelse og hvis det ikke var en Gyldenstjerne, rejste de altid næste dag).

Spøgelser på Rosenholm Slot

Gennem de mere end 400 år slottet har bestået og huset mange generationer af skæbner, har det også været omgivet af sagn og gamle fortællinger om spøgerier.

En gammel spådom


Ifølge en spådom skal Rosenkrantz slægten aldrig uddø. Det blev forudsagt slottets stamfader, rigsråd Jørgen Rosenkrantz, at hvis han rejste sit slot i sumpen , hvor det nu står, ville hans slægt bestå til evig tid.

Gennem de mere end 400 år slottet har bestået og huset mange generationer af skæbner, har det også været omgivet af sagn og gamle fortællinger om spøgerier.

Gyldenstiernes værelse, der i gamle dage var Rosenholms stateligste gæsteværelse, har sit navn fordi Gyldenstiernerne, fra nabogodset Møllerup, boede her når de overnattede på Rosenholm. Dette værelse er også mest besøgt af spøgelser.

I gamle dage lagde man uønskede gæster i dette værelse og hvis det ikke var en Gyldenstierne, rejste de altid næste dag.

Den hvide dame


I Hans Henrik Rosenkrantz’ tid blev mange af stuerne på Rosenholm istandsat. Blandt dem var Tårnværelset, hvor man i forbindelse med renoveringen gjorde et grufuldt fund. Mod nord findes der i muren en gammel vinduesniche. Det tilmurede vindue kan stadig ses udefra. I forbindelse med renoveringen finder man ud af, at lukningen af vinduet var gjort temmelig lemfældigt, hvorfor det besluttedes at nedbryde den tilmuring, for derefter at mure den op igen. Det viste sig, at der i væggen gemte sig et smalt hulrum, som indeholdt et kvindeskelet.

Denne del af historien er faktisk ganske sandfærdig. Men hvem denne kvinde var, som kom så ulykkeligt af dage, vides ikke med sikkerhed. Men følgende sagn knytter sig derom.

Historien går ifølge traditionen tilbage til 1700-tallet. Historiens hovedtræk kendes også fra sagn på andre herregårde, man kan nærmest kalde den en klassiker. En datter af herremanden havde forelsket sig i forvalteren ovre på ladegården.

…og den hovedløse ridder


Denne lidenskab viste sig at være gensidig. Forbindelsen blev holdt skjult længe, men da adelsfrøkenen uheldigvis blev med barn, kunne faderen ikke undgå at opdage miseren. Han blev rasende og gjorde kort proces. Forvalteren skulle halshugges, men inden da skulle han slås til ridder, for man kunne ikke have en mand uden for rangen som fader til adelspigens barn. Herremanden ville selv forestå ridderslaget og ceremonien blev henlagt til slotsgården. Tre gange rørte herremanden forvalterens skulder med et stort tohåndssværd. Da forvalteren således nu var en vældig mand huggede herremanden resolut hovedet af ham. Pigen fik ikke en mildere skæbne. Hun blev levende indmuret i Tårnværelsets gamle vinduesniche, hvor hun led en grufuld død (dette var i denne tid en almindelig sanktion over for unge adelskvinder som havde haft utugtelig omgang med det modsatte køn).

Det fortælles, at pigen ved nattetide vender tilbage. Ved midnat begynder gobelinet på nordvæggen af blafre. Adelsfrøkenen træder ud af væggen og bevæger sig over mod døren til Den Hvide Gang. Midt på gangen møder hun den hovedløse ridder, forvalteren hun ikke kunne få.